Albert Mertz

A.M. OM A.M. Ikke dateret. Originalt manuskript, afskrevet

Hentet fra Døren er åben – tekster af Albert Mertz. Redigeret af Absalon Kirkeby og Kasper Hesselbjerg

Foto: Albert Mertz i Menton. Susanne Mertz 1963

 

Poul Vad er den eneste danske kunstskribent som har fundet det ulejligheden værd at skrive en længere seriøs tekst (Vor Tids Kunst Signum) om mit arbejde. Når jeg betænker det dilettantiske stade dansk kunstkritik befinder sig på skal jeg ikke beklage dette, men jeg må i høj grad beklage at man i Danmark ikke har en kunstkritik der er sin opgave voksen, som er velorienteret i såvel fortidens som nutidens kunst, som har forståelsen af at kritisk virksomhed er en kunst og ikke en domfældelse eller karaktergivning. Ingen af vore såkaldte kunstkritikere har evnen til sprogligt at kunne videregive deres oplevelse, forståelse af og indsigt i en kunstnerisk oplevelse. I stedet for at skolemestre kunstnere med deres karaktergivning burde de være inspirerende og hjælpende ved deres forståelse, støtte kunstnere i hans/ hendes bestræbelser, det formår de ikke da de fagligt er dilettanter.

Til trods for at de selvsamme kritikere, velsagtens for at styrke deres egen autoritet og camouflere deres uvidenhed, vedholdende hævder at kunstnerne ikke selv kan give sprogligt udtryk for deres kunstneriske virksomhed, har danske kunstnere nu i flere generationer måttet påtage sig denne opgave og med langt større held end de “professionelle” kritikere.

Men ligefrem at skrive om sig selv – det kan man da ikke? Selvfølgelig byder det på store vanskeligheder at skulle skrive om sine egne arbejder, man kan ikke se det udefra og vil altid farve det subjektivt. Det eneste man kan gøre er at forsøge en forklaring på hvorfor man har arbejdet som man har, hvad udgangspunktet og hensigten har været, og så håbe at sådan en redegørelse vil gøre det muligt for beskueren at få en rummeligere indsigt i ens arbejde.

Selvfølgelig hverken kan eller vil jeg beskrive min produktion ud fra myten om en udvikling, da jeg ikke tror på dette begreb. Hos enhver kunstner er der noget han kan og noget han ikke kan. Arbejdet består i at erkende sine muligheder og sine grænser, meget ofte ved at overskride dem. Man er den man er, at finde ind til sig selv er en erkendelsesproces og ikke nogen udvikling. Kunstnerisk udvikling er en myte skabt af kunstskribenter og kunsthandlere. Der er kun kunst, og kunst er altid det samme, som udviklingsmyten intet har at gøre med.

Jeg har livet igennem fortrinsvis arbejdet med billedkunst eller i hvert fald det visuelle område. Jeg har forsøgt at undgå at specialisere mig (da jeg mener at specialisering er en af vor tids største og mest undertrykkende onder) f.eks. i maleriet, men har brugt de fleste af de visuelle udtryksmuligheder der stod til min rådighed.

Det må man ikke, eller rettere det måtte man ikke på det tidspunkt hvor jeg begyndte, nu er det jo blevet fortjenstfuldt når det drejer sig om en Per Kirkeby.

For mig har arbejdet med kunsten altid været en proces, en måde at tænke på, der adskilte sig fra den sproglige, filosofiske. Tænke med synet med øjet. Som Matisse sagde til sine elever, at fra den dag de besluttede at ville vie deres liv til billedkunsten, måtte de afskære deres tunge. Alligevel har jeg fundet det nødvendigt at kommentere mit eget og andres arbejder sprogligt, fordi jeg mener at parallelt med den visuelle tænkning må der foregå en intellektuel bearbejdelse af alle de tankeområder, som uundgåeligt er konsekvensen af det visuelle arbejde.

Asger Jorn skrev om alt andet end lige netop kunst for at befri billedkunsten for det verbale, men også fordi han forstod at selv billedkunsten ikke opstår ud af den tomme luft, men er en udløber af og en konsekvens af kunstnerens berøring med andre tankeområder. Alene ved at erkende dette kan billedkunsten blive visuel tanke. For at sige det lidt mere banalt: Billedkunsten er et område som ikke kan erstattes af andre områder. Hvor sproget hører op begynder visionen, og hvor den slipper begynder sproget.

Det er en kendsgerning at nutidsmennesket bader i en strøm af visuelle indtryk, men at det samtidig stadig er hæmmet af den sproglige/litterære kulturtradition. Dette giver sig bl.a. udtryk i at vi har mistet vor kropslighed, den direkte sansning af os selv og vore omgivelser. Det forekommer mig derfor nødvendigere end nogensinde at vi får opbygget en visuel kultur, får indsigt i at denne kultur er ligeså nødvendig, måske endda nødvendigere end vor sproglige kultur. Der er en tendens til, især i Danmark, at anse den sproglige/litterære kultur for at være finere og værdifuldere end den visuelle. Denne visuelle kultur begrænser sig naturligvis ikke kun til malerkunsten, men dækker et meget videre område. Det er ud fra denne opfattelse jeg har interesseret mig for arbejdet med forskellige visuelle muligheder: maleri, foto, film, video, teater osv.

Naturligvis kan man sige at maleriet har været det grundlag ud fra hvilket alle de andre foreteelser er udsprunget. Som før nævnt har denne beskæftigelse med det visuelle mere haft karakter af en proces end af en bestræbelse på at skabe objekter – kunstværker. Undersøgelsen af og tænkningen omkring den visuelle proces har ført mig ad mange forskellige veje, hvorfor mit arbejde har fået prædikatet eksperimenterende og meget ofte er blevet beskyldt for at rende i hælene på de nyeste moderetninger inden for kunsten. Jeg har altid været dybt involveret i hvad der sker i verden omkring mig, og naturligvis ikke mindst i hvad der skete inden for nutidens kunst. Jeg har aldrig anset mig selv for at være så genial eller så stor en personlighed at det skulle være nødvendigt at skærme mig for omverdenens påvirkninger. Jeg ser billedkunsten som en totalitet, som strømninger der er udtryk for noget som rører sig i tiden, som en dialog mellem kunstnere ud over landegrænserne og ikke som en salgsvare der skal beskytte sin originalitet af hensyn til markedsføring. Jeg anser det for latterlig kunsthistorisk spidsfindighed at fastslå hvem der skabte den første collage eller hvem der først fandt på ordet dada. Jeg anser det for mere værdifuldt at disse ting har fundet sted og helt værdiløst hvem der kom først, det er borgerlig spilfægteri om ophavsret. Hvor ville videnskaben være henne hvis man ikke på internationalt plan førte en dialog og holdt sig orienteret om hvad der foregik på de forskellige områder af nutidens forskning? Denne megen tale og dyrkelse af en kunstners personlighed er det rene pis, den visuelle kultur som al kultur overhovedet skabes ikke af enkeltindivider, men af en gruppe af individualiteter, og det man betegner geniet er et produkt af og en kulmination af disse gruppers tendenser og bestræbelser. Det var ikke Le Corbusier der skabte funktionalismen, men det var ham der i sig som konsekvens af forskellige gruppers tanker og ideer udkrystalliserede og kraftigt formulerede funktionalismens idé. På samme måde som J.S. Bachs musik var kulminationen af en lang tradition skabt af mange “mindre” komponister.

Jeg opholder mig ikke ved dette for at retfærdiggøre mit arbejde, jeg søger ikke nogen plads i de kunsthistoriske annaler, men ønsker alene at arbejde med den visuelle kulturs totalitet, den totalitet som vi alle, også dem der befinder sig uden for den kunstneriske sfære, uundgåeligt kommer i berøring med.

Det er denne kultur danske kunstkritikere på nærmest forræderisk vis svigter idet de stadig fungerer som var visuel kultur lig med malerkunst og en malerkunst betragtet ud fra et kunstsyn der for længst har opbrugt sine ressourcer.

Det har altid været mit mål med min virksomhed som billedkunstner at få beskueren til at opleve direkte – til at SE med alt hvad dette indebærer. Det er for mig gennem perceptionen at konceptionen opstår, erfaring gennem perceptionen, som John Dewey kalder sin bog: Art as Experience.

Denne indstilling har ført til en permanent omskiftelighed i mine bestræbelser på det rigeste samspil mellem beskueren og min fremstilling.

Selvom det ikke skal blive en dårlig vane eller en konvention finder man ofte sine rødder i barndommen. Jeg var hele min barndom meget optaget af at spille dukketeater, opføre skuespil og cirkus med mine legekammerater, og på en vis måde kan man hævde at megen af min kunstneriske virksomhed stadig har sit udspring i denne leg. Jeg synes ligesom Fluxus Maciunas at kunst gerne må være underholdende, gerne må være morsom og kalde på latteren. Men som Sven Johansen engang udtalte: Det er forbudt i Danmark, der skal en kunstner se kummerfuld ud og hælde vand ud af ørene (samme Sven Johansen blev jo heller aldrig regnet blandt de “rigtige” kunstnere, han lavede jo teaterdekorationer, avisillustrationer, plakater og kaffedåser).