Albert Mertz

At skrive om kunst. 23 marts 1974. Originalt manuskript, afskrevet

Hentet fra Døren er åben – tekster af Albert Mertz. Redigeret af Absalon Kirkeby og Kasper Hesselbjerg

 

Med årene er det blevet vanskeligere for mig at skrive om kunst. Før i tiden gik det let og smertefrit, men nu hvor hele problematikken er blevet så kompliceret og hvor man er mere forsigtig med at tage kategoriske standpunkter som før eller senere viser sig at være uholdbare, er det blevet en næsten uoverkommelig opgave at skrive om kunst.

Fornemmelsen af at man i virkeligheden ikke ved nok til at kunne underbygge sine synspunkter bliver også stærkere og stærkere.

Hvad er det ønske om at skrive om kunst baseret på? Det er en effektiv måde at få gennemtænkt problemerne på, men derfra og så til at skrive noget der skal offentliggøres er et stort spring.

At man vil se hvad man har skrevet på tryk kan skyldes at man synes det man mener, det man har tænkt igennem, er så vigtigt at det må bekendtgøres for andre – men er det det? Hvad man læser af de enorme mængder der skrives i dag kan nok på visse punkter lyse op og give klarhed i ens egen problematik, men det er forsvindende lidt, næsten intet som formår at ændre de bestående forhold. Hvis jeg fremsætter mit kunstsyn på tryk vil nogen synes mine synspunkter er rigtige, andre at de er forkerte – og det var så det. Måske vil der på et vist tidspunkt opstå diskussion om det, men før eller senere vil den løbe ud i sandet, og det var så det.

Man må heller ikke være blind for den selvhævdende egobevarende side af skriveriet, dette “ jeg alene vide” element eller nu skal “ jeg” fandengaleme sige sandheden, en sandhed der meget let kan smuldre bort mellem fingrene på en, måske endda gå over i sin modsætning usandhed.

En stor del af det skriveri jeg udfører med offentliggørelse for øje har som væsentlig drivkraft forfængeligheden, trang til at anbringe mig selv i projektørlyset – hvorfor jeg da også hver gang bliver skuffet hvis der ikke opstår diskussion omkring hvad jeg har skrevet – opmærksomheden har ikke været stor nok, projektørlyset ikke stærkt nok. Herregud, er det så vigtigt at verden får at vide hvad jeg mener?

Den er ligeglad og jeg burde være ligeglad med at den er det, men det kan jeg ikke, for jeg ønsker at bekræftes af den. Jeg tror at det her strejfede er nogle af de væsentligste årsager til at jeg spilder tid og kræfter på at formulere mine synspunkter – ærlig talt, er det ulejligheden værd?

 

MERTZ 23/3/74.