Albert Mertz

Akademiet. Ikke dateret. Originalt manuskript, afskrevet

Hentet fra Døren er åben – tekster af Albert Mertz. Redigeret af Absalon Kirkeby og Kasper Hesselbjerg

 

Man kan ikke undervise i kunst – det ville kræve at man vidste hvad kunst var og det er der ingen der ved. Så kunne vi faktiske slutte her – nej!

Hvordan man alligevel kan gennemføre en undervisning på en kunstskole kan jeg forsøge at indkredse, idet jeg selv har været elev på kunstakademiet i trediverne og på nuværende tidspunkt er professor samme sted.

Mine oplevelser som elev i trediverne: Starten hos Sigurd Wandel. Aksel Jørgensens metode – hans dogmatik – geometridiagonaler – komplementærfarve. Billedgennemgang hver lørdag – det halve lysbillede (Købke). En skoledags forløb – jeg lærte selvdisciplin. Modeltegning med strikkepind og loddesnor. Anatomi – skelet – muskelmand – manden fra retsmedicinsk med armen. Wanschers forelæsning i kunsthistorie der slutter ved impressionisterne. Perspektiv – farvelaboratorium – i dag forældet. Oprøret – Asger Jorn fra Paris – Chaie d’art – den store franske udstilling Picasso Matisse Braque.

Aksel Jørgensens undervisning var baseret på at der var visse fundamentale ting der skulle og kunne læres, han knyttede således linjen tilbage til Eckersberg hvor studiet af naturen var det grundlæggende med udgangspunkt i modelstudiet.

Akademiet har fra sin grundlæggelse under enevælden for over 225 år siden været baseret på fastholdelsen af en tradition, og selvom der i dag er sket en mærkbar demokratisering, spøger denne ånd stadig inde på slottet. I en af de tidlige fundatser står: (Akademiet) skulle rådgive statsmagten, dvs. kongen, i kunstneriske spørgsmål – og som kunstselskab virke til håndhævelse og udbredelse af kunstsans og den gode smag – lede folkets skønhedssans. Datidens skønhedsideal var baseret på den klassiske græskromerske kunst. Det var derudfra man underviste.

Dengang undervistes også håndværkere på akademiet så man kunne være sikker på at det gældende skønhedsideal blev tilgodeset på alle områder. Folkets skønhedssans blev virkelig ledet. Akademiet var således en magtfaktor og er det stadig trods kraftig demokratisering. Akademiet er i sidste instans underlagt kulturministeriet og den til enhver tid siddende kulturminister og derved af de bevilgende myndigheder.

Modernismen stillede ubehagelige spørgsmål til den traditionelle kunstundervisning. Det var ikke længere så sikkert at der var visse fundamentale kundskaber man skulle tilegne sig. Fundatsen fra 1758 hvori der står: “Vi vil allernaadigst at Ingen efterdags, som skildre, Billedhugger, Bygmester eller Kaaberstikker maae sig nedsætte, med mindre Han til Medlem i Akademiet har være antaget.”

Dette gælder så sandelig ikke mere. Kunstudøvelse betragtes stort set ikke som et fag. De studerende går ud af akademiet uden samfundsrelevant status.

Modernismen, ismeperioden mellem de to verdenskrige hvor hver isme hævdede at sidde inde med kunstens sandhed, var en bombe under den traditionelle kunstopfattelse. Kort beskrivelse af ismerne og efterkrigstidens Pop art, Minimal og Concept art ––––.

Kunstobjektet er i dag i krise. Den nuværende bølge – tilbage til maleriet – nyekspressionismen. De unge vilde er rent markedsdirigeret og ikke kunstnerisk funderet. Det er klart at under sådanne vilkår er det vanskeligt for ikke at sige umuligt, som f.eks. på Eckersbergs tid, at skabe et gyldigt lovmæssigt fundament for kunstundervisning. Modelstudiet er f.eks. næsten totalt forsvundet fra undervisningen.

Hvilke ideer kan man i dag undervise efter? Jeg kan kun tale for mig selv og min egen skole. De unge mennesker der søger optagelse på akademiet gør det selvfølgelig af mange forskellige bevæggrunde, men jeg fornemmer at mange af grundene er ret traditionelle; man håber at kunne lære nogle tekniske færdigheder eller få svar på mange af de kunstneriske problemer man står over for. Men i vor specialistplagede tidsalder er kunstneren (eller bør være) det modsatte. Jeg tilslutter mig Asger Jorns udtalelse “Kunstneren er den professionelle amatør.”

Der findes i dag ikke noget entydigt svar på de kunstneriske problemer.

Jeg vil endnu en gang vende tilbage til min studietid på akademiet i trediverne. Den spanske borgerkrig rasede og nazismen var ved at få fodfæste. Vi var selvfølgelig ikke uvidende om disse begivenheder, men vores holdning var at det var noget vi ikke havde indflydelse på, at det var i hvert fald ikke noget der vedkom vores kunstneriske arbejde. Selv Picassos protestbillede Guernica som vi kunne se på den franske udstilling, betragtede vi udelukkende ud fra et kunstnerisk synspunkt. Jeg var på det tidspunkt begyndt at interessere mig stærkt for film, men de fleste af mine medstuderende anså ikke filmen for en kunstart, men som ren og skær underholdning. I dag interesserer de studerende sig intenst for tegneserier, film og fjernsyn og rytmisk musik. Verden er blevet mere nærgående og truende, fyldt med problemer som selv akademiet ikke kan ignorere.

De spørgsmål man må stille er derfor: Hvad betyder det at være kunstner i dag? Hvordan brydes kunstens isolation? Hvordan bliver kunsten en del af det samlede samfund og dets kulturmønster?

Det kan bl.a. gøres ved udvidelse af kunstbegrebet så det ikke kun er gyldigt for de traditionelle kunstarter som maleri, skulptur, men også omfatter design, reklame, underholdning, nedbrydelsen af skellet mellem såkaldt høj og såkaldt lav kunst. En god pædagog, en socialforsker, en ingeniør, en landmand osv., ja ethvert menneske der nedlægger kreativitet i sit arbejde, konsekvens, originalitet og opfindsomhed, må betragtes som kunstner. Ethvert menneske er en potentiel kunstner, ikke i kraft af at det skaber kunstværker, men i kraft af det skabende element der findes i alle mennesker, det samme element der gør det muligt at opleve kunst. Grundlaget for al kunstnerisk aktivitet er spiritualitet, den side af mennesket der ikke kan sættes på formler. Det er ikke selve værket, produktet, der er det væsentlige, men hvad det er opstået af der er vigtigt. Det er tankens energi og konsekvens der er det essentielle – værket er alene tankens spor. Det er derfor vigtigt at lære den studerende at tænke selv og at kunne bevidstgøre og formulere sine tanker og ikke blot overtage lærerens synspunkter.

Derfor er samtaler og diskussioner et væsentligt led i undervisningen i spørgsmålet om hvorfor og ikke om hvordan. Hvordan den studerende vil formulere sig kunstnerisk må han/hun selv kæmpe sig frem til – jeg går ikke rundt og retter på billederne. Den studerende må opdrages til at tro på sig selv, at betragte tvivlen som et incitament der føder spørgsmål som de skal forsøge at besvare. De studerende skal stimuleres til at søge viden ikke alene inden for det rent kunstneriske felt, men også holde sig orienteret på det kulturelle område i bredt spekter.

Der holdes f.eks. forelæsninger og studiekredse om nutidens filosofiske strømninger, der diskuteres film, litteratur, teater, musik. Det hedder akademiets billedkunstskoler og har gennem årene dækket over maleri, grafik, skulptur. I dag er det nødvendigt at udvide dette område med fotografi, video, film, tegneserier o.l. Det gør man ud fra den betragtning, at skal billedkunstneren fremover have mulighed for at gøre sin indflydelse gældende over for den strøm af forskelligartede billedudtryk nutidsmennesket omgives af, må han have kendskab til disse nye billedmedier og deres muligheder. Det er jo langtfra sikkert at hver enkelt studerendes evner og lyst ligger inden for de traditionelle medier som maleri, skulptur, grafik.

Dette kræver en ændret indstilling til den kunstneriske virksomhed. Man må f.eks. ved brugen af hvert medie, de traditionelle som de nye, gøre sig klart hvilket publikum man henvender sig til. Arbejder man med tv, er det et millionpublikum og ikke et snævert galleri- eller museumspublikum. Er det tegneserier, er det den daglige avislæser eller ugebladspublikummet.

Publikum, beskueren må spille en større rolle end under modernismen hvor den faktisk ingen rolle spillede. At der arbejdes og eksperimenteres med de nye medier er naturligvis ikke ensbetydende med en forkastelse af de traditionelle, men et forsøg på at gøre de studerende bevidste om, at arbejder man med de traditionelle medier, må det gøres ud fra forståelse af den teknologiske verden vi lever i og den rivende udvikling teknologien er inde i. Datamater er i dag en del af vores hverdag og elektronikken vil vokse i omfang. Det er den virkelighed den studerende må stille sig i et forhold til.