Albert Mertz

Katalogtekst, Kunstnernes Efterårsudstilling.

 

Nu har de altædende kunstjournalister og kunstinteresserede igen fået noget at bide i, nu er et nyt slagord trådt frem på arenaen til hyldest eller hudflettelse, ordet er TACHISME.

Det bruges af presse og publikum om alt, hvad der ikke er, som de plejer at se det. Det bruges mest som et skældsord over for maleri, der orienterer sig udadtil og ikke kun luner sig i den hjemlige rede.

Sandheden er dog den, at tachismen som kunstnerisk isme eller manifesteret samlet bevægelse aldrig har eksisteret. Surrealismen var en bevægelse, der udsprang af et færdigt filosofisk program, formuleret af høvdingen André Breton.

Men kubismen f.eks. opstod ikke som noget program, men spontant og uafhængigt af hinanden hos forskellige malere, Picasso, Bracque, Juan Gris, Fernand Léger. Først da Apollinaire formulerede et program, opstod kubismen som retning og fik mange tilhængere eller rettere medløbere.

Det samme er egentlig tilfældet med det, man i dag kalder tachisme, ja endog i endnu højere grad. Uafhængigt af hinanden og uden kendskab til hinanden opstod i slutningen af fyrrerne ( ja tænk, kære kunstjournalister, så længe er det siden) en række kunstnere, der gjorde op med hele det vesterlandske kunstsyn, der gjorde sig kunstens fallit klar og begyndte fra det absolutte nulpunkt. Det var den eneste mulighed for, at billedkunsten kunne overleve.

Det var amerikaneren Jackson Pollock, der gjorde selve processen at male til skabelsens drama. Tyskeren Wols, der i meditation gjorde maleriet identisk med selve sin livsførelse. Franskmanden Jean Fautrier opløste hele sit tidligere kunstsyn og begyndte med at lade selve stoffet, materien, lede sig. Jean Dubuffet, også franskmand, der i en fornægtelse af al officiel kunst gik ud fra den brutale og primitive kunst skabt af børn, sindssyge og dilettanter, nåede frem til en art indre naturalisme. Der var endelig amerikaneren Mark Tobey, der ud fra en studie i orientalsk kunst og filosofi mediterede sig frem til en kalligrafisk billedform, båret af sindets realitet. Flere kunne og burde nævnes, men dette må være nok til at antyde forskelligheden i såvel udgangspunkt som i indstilling, alene med det tilfælles, at man havde mistet troen på den vesterlandske kunst og den vesterlandske holdning til det skabende.

Men det er for let, for billigt og aldeles utilstrækkeligt at rubricere disse og lignende kunstnere under ordet tachisme. Dette blev for øvrigt første gang gjort af den franske kunstkritiker Michel Seuphor (en af den konstruktive nonfigurative kunsts mest tro ypperstepræster), da han foragteligt over for nogle af de her nævnte kunstneres værker udslyngede ordet tach (klat).

Hele denne tendens i kunsten har en langt dybereliggende årsag end blot dette, at en ny isme er opstået til bekvemmelse for kunstlivets skriverkarle. Det er en bevægelse i tiden, der gør sig gældende på alle områder inden for teateret hos de såkaldte absurde dramatikere, inden for filmen hos neorealisterne og de knaldhårde franske nypsykologer, inden for litteraturen hos de vrede unge mænd, beatnikkerne og hipsterne, inden for musikken hos de serielle og elektrone komponister og sidst, men ikke mindst, som det vulgære og banale udslag i rock’n’roll.

Selvom det kunne være fristende at analysere alle de her nævnte områder af kulturlivet, må vi holde os til billedkunsten. Her må man endnu en gang gøre opmærksom på, at vi lever i en tid, hvor den største konsumering af visuelt stof foregår gennem billedblade, television og film. Foruden at disse udtryksmidler tilfredsstiller størstedelen af menneskets billedbehov, har de skabt helt andre betingelser for såvel maleri som skulptur. Når man f.eks. gennem filmen kan udtrykke sig med og forme selve virkeligheden – ja i bogstaveligste forstand har den som råstof, må man nå til erkendelse af, at maleriets virkelighed må blive af en anden art. I hvilken retning denne erkendelse må gå, var allerede Klee opmærksom på, når han i stedet for en gengivelse af naturens ydre søgte ind til selve naturprocessens skabelsesforløb, dens organisme. Dette har absolut intet at gøre med det vås, at billedet er en verden i sig selv, uafhængig af den ydre, tværtimod. Det har at gøre med, at billedet formelt bliver et biprodukt, at den identifikationsproces, den indlevelse i virkeligheden og naturen, som maleren har lagt krop og sjæl og sanser til, at billedet bliver en art seismografisk optegnelse af, hvad han har følt, tænkt og fattet af den virkelighed, han er omgivet af og et produkt af. En realisme, hvor selve livsstrømmen er væsentligere og selve handlingen vigtigere end al æstetisk snak om farve og form – tingene opstået og værende sig selv. Som virkeligheden kan de accepteres eller ej, men de kan ikke analyseres, vurderes, vejes og måles.

Derfor er det noget forfærdeligt avisskriblervås at tale om et begreb som tachisme, for det, der foregår i dag over hele verden, er en kamp for at finde ind til en realitet af den allerkonsekventeste slags – at gøre billedkunsten til andet og mere end farvefint kling-klang. Dog, de som forveksler eller gerne vil forveksle det her sagte, med en tilbagevenden til det figurative, må tro grueligt om igen. Det ville være en tåbelighed i en tid, hvor man har udtryksmidler som fotografi, film og television. Det ville være helt at misforstå situationen, der jo som sagt er denne at finde ind til billedkunstens specielle og egenartede forhold til virkeligheden – den virkelighed, som kun maleriet kan afsløre, afdække og udforske for os. Og dette gøres kun ved, at virkeligheden, dette at leve, føle sig levende i krop og sjæl, sættes over dette at lave gode, pæne, smukke, sensitive og hvad ved jeg billeder. Derfor er det, at de kunstnere, jeg har nævnt, og mange flere med dem, har destrueret det, man forstår ved kunst, har søgt til selve essensen i dette at skabe, dette at identificere sig med virkeligheden.

Derfor er konklusionen denne, at der ikke er noget, der hedder tachisme, det er kun noget, der hører hjemme hos kunstjournalisterne, i kunstsaloner, i de intellektuelle kunstdiskussioner hos medløbere, der tror, at de er med på det sidste nye, og i de glitrende kunsttidsskrifter, der slår på tromme for kunstsalonernes varer.

Billedkunsten som sådan eksisterer ikke i dag uden for en lille snæver klike af mennesker, og den vil aldrig få en geneksistens, hvis man fortsat opererer med klicheer, ismerubrikker og æstetiske analyser – først den dag, den udspringer af virkeligheden, vil den komme mennesket ved. Men reaktionen fra alle kanter, der altid har været bange for virkeligheden (virkeligheden identisk med det kropslige, den afintellektualiserede væren), har mødt slagordet tachisme med begejstring for at kunne kaste smuds på folk som Wols, Pollock, Dubuffet, Tapies, Sonderborg, Fautrier, Tobey, Bacon og andre, der har søgt denne virkelighed – reaktionen rives ud af sin koloristiske søndagssløvhed og får den formgivne og arkitekttegnede napoleonskage galt i halsen.

 

Albert Mertz
Antitachist.